En sund en af slagsen

…Og i denne omgang ikke en brownie, men en særdeles velsmagende squashkage. Har også bagt en banankage for nyligt, hvilken også var rigtig god. Jeg læser en del andre blods og har gennem elskede Instagram, den bedste tidsrøver, fundet en blogger der hedder Mayadroem, som eksperimenterer med nogle sunde kager. Jeg har så gjort kunsten efter og kommer med min version. Banankagen blev spist, før jeg nåede at tage billeder af den… Too bad, at jeg så må bage den igen ;) Denne opskrift er dog med få ændringer.

Til 1 springform:
3 æg
1 squash
1 dl kokosmel
1 dl havregryn
4 tsk kanel
2 tsk vaniliesukker
2 bananer
2 tsk bagepulver
3 spsk havregryn
Tænd ovnen på 200 grader.
Riv squashen. Blend kokosmelet og den ene deciliter havregryn til det bliver til fint mel. Mos bananerne.
Del så æggene og hvider og blommer og pisk hviderne stive. Gem blommerne.
Bland så havregrynsmelet, kokosmelet, bananerne, sqaushen og æggeblommerne sammen. Kom så kanel, bagepulver og vaniliesukker  i blandingen.
Bland til sidst hviderne forsigtigt med den anden blanding.
Kom dejen i en springform (min er 22 cm i diameter)
Bag kagen midt i ovnen i cirka en time.
(Man kan dog med fordel komme noget staniol hen over kagen efter cirka 30 minutter, så den ikke bliver så sort i overfladen)

Jeg synes den smager bedst kold, men det er nok en smagssag :)

squashkage.jpg

Pizzasnegle

Også en lille en fra skiferien :) Men hvem elsker ikke en pizzasnegl? Den er både god i madpakken, på køreturen eller som en snack, når den lille sult melder sig. De her blev bagt med fuldkornsmel, tomatsovs, tun og en masse oregano, mums det var lækkert!

Til dejen: 
50 gram gær
5 dl lunkent vand
1 tsk sukker
2 tsk salt
2 spsk olie, vi bruger lehnsgaard rapsolie herhjemme
3 dl fuldkornsmel
2 dl havregryn
2 spsk skyr
Hvedemel til den ikke er fedtet mere

Start med at røre gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt derefter salt, sukker, olie, fuldkornsmel, havregryn og skyr og rør godt. Tilsæt derefter hvedemel lidt efter lidt til dejen har en passende konsistens, så den hverken er for klæg eller for tør . Ælt derefter rigtig godt (jeg bruger min 3. arm i køkkenet, min køkkenmaskine:)) og sæt dejen til hævning til den har dobbelt størrelse, dette tager cirka 45 min-1 time. Ælt så dejen godt igennem  igen.
Rul så dejen ud på et meldrysset bord indtil du har en tynd, dog ikke for tynd, dej. Kom derefter fyld på 2/3 af dejen, da fyldet vil skubbe sig, når man begynder at rulle.
Rul derefter dejen og skær den i passende stykker. Tryk dem flade og kom dem på en bageplade. Lad dem her efterhæve i 15 minutter, hvor man tænder ovnen i mens på 225 grader og bages indtil de er gyldne.

pizzasnegle.jpg

Koldhævede boller

Da jeg skulle på skiferie for snart et par uger siden, skulle jeg have noget mad med til den lange køretur – og fordi jeg er besværlig at give noget at spise; jeg vil helst ikke have hvidt brød, pizza eller burger, jeg spiser ikke kød og jeg kan ikke tåle alt…. Stakkels svigerfamilie ;) Så for at skåne alle for en sulten Nanna (min kæreste siger, at det ikke er en rar udgave af mig), så havde jeg bagt noget mad, som jeg elsker det allermest!
De her boller er jo nemme, fordi de behøver næsten intet arbejde. Dejen smækkes sammen om aftenen og de bages om morgenen, nemmere kan det altså ikke gøres. Opskriften er fra valdemarsro.dk, dog med mine egne ændringer

IMG_3686

Til 12 boller
5 dl koldt vand
20 gram gær
2-3 dl hvedemel
5-6 dl fuldkornsmel
1 dl hørfrø, solsikkekerner etc
1 tsk salt

1 æg til pensling
Havregryn til toppen

Dagen før: Bland vand og gær. Kom kernerne og fuldkornsmelet i. Kom derefter 2 dl hvedemel i og mærk efter, for dejen skal være til at røre i, uden hverken at være for flydende eller for fast. Kom derefter (måske) 1 dl hvedemel mere i. Kom så salt i.
Sæt dejen i en stor skål og tag film og et viskestykke hen over og sæt den derefter i køleskabet natten over.

Dagen efter: Tænd ovnen på max varme. Når den er klar, sættes graderne ned på 225. Form i mens bollerne, pensl dem med æg og stryg havregryn udover. Når ovnen er klar, sættes bollerne ind og bages i cirka 15-20 minutter.

boller.jpg