STUDENT 2014

Jeg dimitterede fra Bornholms Gymnasium (og ikke fra  skide-Campus-lorte-Bornholm) tirsdag d. 24 juli 2014 kl 11:36. Aldrig, i hele mit liv, har jeg været mere lettet, glad, lykkelig og skræmt. Lettet – mine skuldre havde i 1,5 måned siddet oppe ved ørerne, jeg havde taget mig selv i flere gange, at trække dem ned. Jeg havde et enormt pres på mig, 6 eksamener, arbejde, kæreste, træning, snittet der skulle holdes – og forbedres. Jeg vil jo være folkeskolelærer. Ikke at snittet er noget problem, men jeg kunne ikke sløse med 6 eksamener og forvente et snit, som jeg endte med. Jeg arbejdede meget, læste til eksamen i mine pauser, sad på loftet på job og øvede mig i AT-prædken. Men det endte godt, selvom jeg – og folke rundt omkring mig- havde sine tvivl. Glad – for om man vil det eller ej, så er det altså en præstation, at have gennemført gymnasiet levende. Det er hårdt, opslidende, sjovt og der er sikkert intet der kan sammenlignes med BG, men jeg var glad for, at det var overstået. Lykkelig – for al den opbakning jeg har fået i eksamensperioden, lykkelig for at se min kæreste, der endda havde taget fri fra arbejde, for at se mig få huen på. Bliver helt rørt, når jeg skriver det. Han er min evige støtte og jeg er ham evigt taknemmelig, for at han er som han er og endda min. At se hele min familie stå der, udenfor eksamenslokalet med blomster, kram og lykønskninger. At se mine bedste veninder og se, at de også er blevet studenter. Der går hele verden op i en højere enhed og tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jovel, jeg har da let til tårer og min familie vidste ikke om det var gået godt eller skidt og mine veninder stod og grinede. De kender mig jo ;) ..Og midt i al glæden, blev jeg lidt skræmt. Skræmt for, hvad fremtiden bringer med sig. Hvad med arbejde i mit sabbatår? Får jeg nok timer? Kommer jeg til at kede mig? Skulle jeg mon bare have søgt ind. Der er jo stadig ledige pladser, der hvor jeg gerne vil læse. Men så alligevel, jeg er så tryghedssøgende – og jeg har brug for at være lidt skræmt bare én gang i livet. Og så er jeg vel inderst inde også bange for at blive ensom. Den følelse kommer vel nemt op i folk, hvis man ikke føler, at man bidrager med noget. Har noget at stå op til. Men jeg tror det er sundt  ikke at vide, hvad jeg skal i morgen. Åh, joke – jeg skal arbejde..
Men selvom det føles så trygt, at vide, hvad jeg skal i morgen, i overmorgen, om en uge. Så tror jeg det er meget sundt, ikke at vide, hvad måneden bringer. Jeg tror, og håber på, at mit vikarjob giver mig mange timer, så jeg kan udforske faget og være superklar til at søge ind til juli 2015. Jeg glæder mig i hvert fald.
Jeg elsker mit tjenerjob. Det er det bedste “fritidsjob”/sommerferiejob jeg nogensinde har haft. Jeg elsker at gå på arbejde hver gang. Og det er heldigvis ofte jeg er på arbejde.
Jeg tror bare, jeg skal lære at tage en dag ad gangen. Være i nuet, for så skal det hele sgu nok gå.

Min studenteruge, som vi jo havde set frem til i 3 år, gik glimrende, idet jeg aldrig drikker, synes jeg, at jeg klarede det til 12 pil op :) Det var en uge, jeg aldrig glemmer. De bedste venner, de sjoveste nætter, de bedste grin, de mest fjollede dage, stive aftener, gode fester, masser smil, krampeagtige grineflip, de grimmeste dansemoves, dårligste musik, klammeste morgener med tømmermænd – men de BEDSTE veninder. Det er også dem, der har gjort gymnasietiden uforglemmelig. Jer elsker jeg – Kirke, Gong og Lort. Vores eventyr slutter ikke her.